Jeg har netop set udsendelsen på DR og har besluttet mig for at skrive en anmeldelse af programmet.
Programmet var bygget over den efterhånden meget kendte australske dokumentar fra sidste år om amerikanske familier, der fik børn fra Etiopien på falske forudsætninger via organisationen Christian World Adoption. Hvis du har set disse dokumentarer, som jeg tidligere har linket til, var der ikke så meget nyt i selve den del af programmet
Programmet handler om disse familiers historie, men også om den frie amerikanske adoptionslovgivning. Amerikanerne står for flere internationale adoptioner end resten af verden tilsammen.
Den organisation, der skal føre tilsyn med bureauerne, JCICS, består iflg. den amerikanske børnerettighedsadvokat Maureen Flatley af medlemmer fra samme bureauer. Deres overordnede mål iflg. dokumentaren er at undgå føderal lovgivning på området. Jeg var meget overrasket, da jeg hørte dette, da jeg længe har fulgt JCICS’s hjemmeside, og havde et klart indtryk af, at der var tale om en uafhængig organisation.
Maureen Flatley spurgte retorisk i programmet: ”Hvis de har underskrevet Haagerkonventionen, hvorfor samarbejder de så med lande, som ikke har? Svaret er, de har langt større frihed i lande, der ikke har skrevet under”.
Problemet er vel, at man kan stille det samme spørgsmål til de danske organisationer. Hvorfor samarbejder man med lande, som ikke har underskrevet Haagerkonventionen?
Der er ingen tvivl om, at CWA’s forsvarsadvokat (som i øvrigt virker ualmindelig usympatisk i dokumentaren) har ret i, at der findes masser af børn med et reelt behov i Etiopien. Men han var ikke særlig overbevisende i sin fremstilling af CWA som et altruistisk nonprofit-foretagende.
Kontorchef i familiestyrelsen Trine Hede deltog efter den udenlandske dokumentar i et interview. Hun blev spurgt, hvad man i DK gør for at sikre, at forholdene er i orden for de børn, som kommer til DK. Hun svarede, at det sikres bl.a. ved, at der kun kan adopteres gennem de to godkendte formidlende organisationer, som der er skrap kontrol med.
Og heldigvis kom spørgsmålet: Hvorfor vælger vi at adoptere fra lande, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen? Hendes svar var, at konventionen også skal finde anvendelse, selvom landet ikke har tiltrådt.
Hvis man som adoptivforælder har en fornemmelse af, at noget er galt, skal man rette henvendelse til sin formidlende organisation og evt. familiestyrelsen. Hun mente dog, at de danske adoptivforældre godt kunne tage det helt roligt.
Jeg synes, at den danske del af programmet var alt for kort. Den udenlandske dokumentar var udmærket, men nu havde jeg jo stort set set den før. Der er ingen tvivl om, at en identisk historie næppe ville forekomme i Danmark, hvor man havde adopteret en så stor pige under falske forudsætninger. Men jeg synes simpelthen ikke, at interviewet var dybdeborende nok. Det er jo meget godt, at konventionen skal finde anvendelse på vore adoptioner fra Etiopien, men hvordan sikres dette? Det må jo være AC og Danadopt, der dermed skal sikre det (eller er det den danske ambassade?), men hvordan gør de det i praksis, og har de ressourcer til det? Hvis der nu er tale om små børn, der allerede bor på et børnehjem, er det jo sin sag at få undersøgt deres baggrund til bunds. Både USA og Australien har efter dokumentaren indført et ekstra baggrundstjek på børn fra Etiopien. Det kunne være interessant at vide, om de danske organisationer foretager et lignende tjek.
Måske burde de i virkeligheden i stedet have valgt at interviewe de formidlende organisationer.
Jeg følte mig ikke yderligere oplyst efter programmet.
Der kommer mere om Etiopien i morgen kl.10.00 i Horisont på P1.
Opdatering: AC forholder sig her til dokumentaren.
Programmet var bygget over den efterhånden meget kendte australske dokumentar fra sidste år om amerikanske familier, der fik børn fra Etiopien på falske forudsætninger via organisationen Christian World Adoption. Hvis du har set disse dokumentarer, som jeg tidligere har linket til, var der ikke så meget nyt i selve den del af programmet
Programmet handler om disse familiers historie, men også om den frie amerikanske adoptionslovgivning. Amerikanerne står for flere internationale adoptioner end resten af verden tilsammen.
Den organisation, der skal føre tilsyn med bureauerne, JCICS, består iflg. den amerikanske børnerettighedsadvokat Maureen Flatley af medlemmer fra samme bureauer. Deres overordnede mål iflg. dokumentaren er at undgå føderal lovgivning på området. Jeg var meget overrasket, da jeg hørte dette, da jeg længe har fulgt JCICS’s hjemmeside, og havde et klart indtryk af, at der var tale om en uafhængig organisation.
Maureen Flatley spurgte retorisk i programmet: ”Hvis de har underskrevet Haagerkonventionen, hvorfor samarbejder de så med lande, som ikke har? Svaret er, de har langt større frihed i lande, der ikke har skrevet under”.
Problemet er vel, at man kan stille det samme spørgsmål til de danske organisationer. Hvorfor samarbejder man med lande, som ikke har underskrevet Haagerkonventionen?
Der er ingen tvivl om, at CWA’s forsvarsadvokat (som i øvrigt virker ualmindelig usympatisk i dokumentaren) har ret i, at der findes masser af børn med et reelt behov i Etiopien. Men han var ikke særlig overbevisende i sin fremstilling af CWA som et altruistisk nonprofit-foretagende.
Kontorchef i familiestyrelsen Trine Hede deltog efter den udenlandske dokumentar i et interview. Hun blev spurgt, hvad man i DK gør for at sikre, at forholdene er i orden for de børn, som kommer til DK. Hun svarede, at det sikres bl.a. ved, at der kun kan adopteres gennem de to godkendte formidlende organisationer, som der er skrap kontrol med.
Og heldigvis kom spørgsmålet: Hvorfor vælger vi at adoptere fra lande, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen? Hendes svar var, at konventionen også skal finde anvendelse, selvom landet ikke har tiltrådt.
Hvis man som adoptivforælder har en fornemmelse af, at noget er galt, skal man rette henvendelse til sin formidlende organisation og evt. familiestyrelsen. Hun mente dog, at de danske adoptivforældre godt kunne tage det helt roligt.
Jeg synes, at den danske del af programmet var alt for kort. Den udenlandske dokumentar var udmærket, men nu havde jeg jo stort set set den før. Der er ingen tvivl om, at en identisk historie næppe ville forekomme i Danmark, hvor man havde adopteret en så stor pige under falske forudsætninger. Men jeg synes simpelthen ikke, at interviewet var dybdeborende nok. Det er jo meget godt, at konventionen skal finde anvendelse på vore adoptioner fra Etiopien, men hvordan sikres dette? Det må jo være AC og Danadopt, der dermed skal sikre det (eller er det den danske ambassade?), men hvordan gør de det i praksis, og har de ressourcer til det? Hvis der nu er tale om små børn, der allerede bor på et børnehjem, er det jo sin sag at få undersøgt deres baggrund til bunds. Både USA og Australien har efter dokumentaren indført et ekstra baggrundstjek på børn fra Etiopien. Det kunne være interessant at vide, om de danske organisationer foretager et lignende tjek.
Måske burde de i virkeligheden i stedet have valgt at interviewe de formidlende organisationer.
Jeg følte mig ikke yderligere oplyst efter programmet.
Der kommer mere om Etiopien i morgen kl.10.00 i Horisont på P1.
Opdatering: AC forholder sig her til dokumentaren.
Kommentarer
Send en kommentar