Når man anvender et positivt sprog til at tale om adoption, påvirker det også andre til at bruge positive ord, i sidste ende til gavn for de børn, der er adopteret.
Jeg vil dog lige sige, at jeg bryder mig ikke om et samfund, hvor man altid skal være politisk korrekt og ikke må træde ved siden af, men derfor synes jeg alligevel, vi skal gøre os umage af hensyn til børnene, som ikke selv har valgt starten på deres livsbane.
Biologiske forældre, biologisk mor, biologisk far
Der er i mine øjne ikke noget galt med disse udtryk, omend de måske lyder lidt videnskabelige, i og med de forholder sig til, hvordan barnet blev skabt, og ikke hvem der er barnets forældre i virkeligheden. Mange familier bruger i stedet udtryk som Afrikamor, Kinamor osv. Hjemme hos os vil det formodentlig komme til at hedde Etimor og Etifar. Det vigtige er, at man omtaler barnets første forældre positivt og kærligt.
Hvad man i hvert fald aldrig skal sige er "de rigtige forældre". Det sker faktisk ofte, at adoptivforældre bliver mødt med sådanne udtryk. Men er den rigtige mor eller far ikke den, der elsker betingelsesløst, giver mad, kærlighed, et trygt hjem, støtte og opbakning gennem en hel barndom?
Forældre
Ovenfor skrev jeg adoptivforældre. Det var nødvendigt i sammenhængen, fordi det kun er adoptivforældre, der risikerer at blive konfronteret med andres mening om, at der findes andre og mere rigtige forældre. Men i langt de fleste sammenhænge er der ingen grund til at fremhæve, hvordan man er blevet forældre. I mine øjne er forskellen på biologisk og adoptiv kun den måde, barnet har fundet vej til sine forældre på. Når først man har fået hinanden er man jo bare børn og forældre. Også selvom man måske vil møde lidt anderledes udfordringer.
Barnets første land
Det er vigtigt, at man altid omtaler barnets fødeland positivt. Selvfølgelig skal man ikke lade som om, der f.eks. ikke er nogen problemer med menneskerettigheder, sult, fattigdom, politisk korruption osv. Men man kan stadig udvise respekt for landet, folket og kulturen. Selv føler jeg allerede en stærk stolthed ift. Etiopien, selvom jeg ikke har været der endnu, og jeg har f.eks. kunnet mærke, at jeg ifbm. folks kommentarer til den igangværende politiundersøgelse, ind imellem er gået i forsvarsposition ift. hvorvidt "de kan finde ud af det" dernede, for selvfølgelig kan de det, lige så godt som os, og det skal jeg nok få fortalt. Jeg har kendt mange afrikanere fra andre lande, og de har alle været stolte, muntre, diskussionslystne og meget søde, så nu glæder jeg mig utroligt til at møde min datters land og folk, som bliver sådan en vigtig del af vores families historie.
Udgangspunktet for dette var denne amerikanske artikel: http://adoption.suite101.com/article.cfm/positive_adoption_language
Jeg vil dog lige sige, at jeg bryder mig ikke om et samfund, hvor man altid skal være politisk korrekt og ikke må træde ved siden af, men derfor synes jeg alligevel, vi skal gøre os umage af hensyn til børnene, som ikke selv har valgt starten på deres livsbane.
Biologiske forældre, biologisk mor, biologisk far
Der er i mine øjne ikke noget galt med disse udtryk, omend de måske lyder lidt videnskabelige, i og med de forholder sig til, hvordan barnet blev skabt, og ikke hvem der er barnets forældre i virkeligheden. Mange familier bruger i stedet udtryk som Afrikamor, Kinamor osv. Hjemme hos os vil det formodentlig komme til at hedde Etimor og Etifar. Det vigtige er, at man omtaler barnets første forældre positivt og kærligt.
Hvad man i hvert fald aldrig skal sige er "de rigtige forældre". Det sker faktisk ofte, at adoptivforældre bliver mødt med sådanne udtryk. Men er den rigtige mor eller far ikke den, der elsker betingelsesløst, giver mad, kærlighed, et trygt hjem, støtte og opbakning gennem en hel barndom?
Forældre
Ovenfor skrev jeg adoptivforældre. Det var nødvendigt i sammenhængen, fordi det kun er adoptivforældre, der risikerer at blive konfronteret med andres mening om, at der findes andre og mere rigtige forældre. Men i langt de fleste sammenhænge er der ingen grund til at fremhæve, hvordan man er blevet forældre. I mine øjne er forskellen på biologisk og adoptiv kun den måde, barnet har fundet vej til sine forældre på. Når først man har fået hinanden er man jo bare børn og forældre. Også selvom man måske vil møde lidt anderledes udfordringer.
Barnets første land
Det er vigtigt, at man altid omtaler barnets fødeland positivt. Selvfølgelig skal man ikke lade som om, der f.eks. ikke er nogen problemer med menneskerettigheder, sult, fattigdom, politisk korruption osv. Men man kan stadig udvise respekt for landet, folket og kulturen. Selv føler jeg allerede en stærk stolthed ift. Etiopien, selvom jeg ikke har været der endnu, og jeg har f.eks. kunnet mærke, at jeg ifbm. folks kommentarer til den igangværende politiundersøgelse, ind imellem er gået i forsvarsposition ift. hvorvidt "de kan finde ud af det" dernede, for selvfølgelig kan de det, lige så godt som os, og det skal jeg nok få fortalt. Jeg har kendt mange afrikanere fra andre lande, og de har alle været stolte, muntre, diskussionslystne og meget søde, så nu glæder jeg mig utroligt til at møde min datters land og folk, som bliver sådan en vigtig del af vores families historie.
Udgangspunktet for dette var denne amerikanske artikel: http://adoption.suite101.com/article.cfm/positive_adoption_language
Kommentarer
Send en kommentar